Seføli havde vi da købt billetter - til første række midt for. Uanset prisen og alt det der. Men som de synger i Strengelegen kan vi alligevel ikke få nok - og tænk hvis det lød som lort. Det er derfor vi respekterer af de stoppede da de var størst. Det minde er det smukkeste, og det kan man bære hele livet. Jeg har også været helt vild med The Sweet, men når Andy Scott er den eneste tilbage, bliver det sgu pinligt. Derfor er det vi er flere der hellere (trods det at vi seføli gerne ville se dem bare en gang til) vil bære det smukke minde om et helt fantastisk orkester end at risikere det ødelagt af en pinlig genforening. Og ved at de lader være hæver de sig jo også over den gemene hob af rockprostituerede - og det kan vi alle sammen være stolte af.

Gasolin' for evigt - i musikken og i mindet...