PLADECOMPAGNIET AS [vej] [by] TELEFON: [telefon] TELEFAX: [telefax] KRIG OG KÆRLIGHED 15. oktober - det Herrens år i år - er sat som premieredato for den nye "vinyl-musical" KRIG OG KÆRLIGHED. Musikken er af Linnet og Salomonsen. Niels Brunse har skrevet hovedparten af teksten. Oprindelig hed musicalen Gøngehøvdingen og var udelukkende tænkt til sceneopførelse, men som arbejdet skred frem, fik Anne Linnet og Sanne Salomonsen lyst til at give musicalen nyt liv, og idéen om en rockpladeopførelse så dagens lys. Som tænkt - så gjort - KRIG OG KÆRLIGHED blev titlen. KRIG OG KÆRLIGHED er historien om svig, ondskab, kugler og konger - hjerter i brand, dyd og det modsatte - retfærdighed, rigdom og røvere. Persongalleriet er som i alle gode eventyr fyldt med nedrige skurke og skurkinder i kamp mod fyrige helte og heltinder. En sand perlerække af danske sangere og sangerinder fylder rollerne ud. De stærke kvinder repræsenteres af Anne Linnet, Sanne Salomonsen, Sanne Brüel, Anne-Marie Helger og Nanna. Kim Larsen, Mek Pek og Peter Larsen forsøger at tage kampen op men må ofte sande, at kvindelig list overgår mandlig snusfornuft og kurtiseren. Musikalsk er KRIG OG KÆRLIGHED en ganske moderne rockmusikalsk rockmusical, men da handlingen udspiller sig i en fjern fortid (der dog minder en del om lige nu), er der leget med musikalske referencer fra dengang i Danmark, da meget var anderledes. Således kan man høre Kim Larsen og Anne Linnet i skøn duet på I høstens tid - en skæmte- og kærlighedsvise om Karen og Røgteren og natten der var blid, og høet der var blødt. Eller Anne Linnet og Mek Pek der rapper sig gennem en 90'er pendant til Roselil og Hendes Moder under overskriften Tab og vind. Eller Nanna der synger forestillingens slutsang Aftensalme - en tidløs og eviggyldig sang om tro og tillid i krisetider. Ellers er KRIG OG KÆRLIGHED en samling iørefaldende sange komponeret og produceret at to af de mest populære sangerinder i Danmark - Anne Linnet og Sanne Salomonsen - hvis samarbejde har varet ved siden den dag i 1979, hvor Sanne blev medlem af Anne Linnet Band. "Hæng dit ego i garderoben" hed mottoet for We are the world singlen, hvor stjernerne stod i kø for at synge - og det samme kunne være mottoet for KRIG OG KÆRLIGHED, der er fyldt med varme, charme og atmosfære. Egenskaber der er smittet af på hele produktionen, der er fyldt med gode humør og klare sange, og selvfølgelig har den knivspids malurt, som gode eventyr skal have. Læn Dem tilbage i lænestolen - forestillingen begynder med 33 omdrejninger i minutter. "Hvis jeg havde et kosteskaft..." "KRIG & KÆRLIGHED" er en joint-venture fra Pladecompaniet/Virgin. Markedsføring & promotion: PLADECOMPANIET. Salg & distribution: POLYGRAM Oktober 1990