Franz Beckerlee om sin have

Mine yndlingsblomster er dem, som sidder på mit æble- og pæretræ om foråret. Det er et utroligt smukt syn, når frugttræerne blomstrer. Jeg vil aldrig have græs i min have.

Mit seneste køb er sort, svensk granit til mit lille bjerg i hjørnet af haven, hvor jeg har bygget en nyt tørt vandfald i sommer.

Den bedste tid i haven er tidlig morgen. Jeg nyder starten på dagen, hvor solen står op, og duggen langsomt forsvinder. For en som mig, der har levet et rock'n'roll-life i mange år, er formiddagen en helt ny oplevelse. Men jeg er blevet et rigtigt morgenmenneske. Inspirationen finder jeg i studiet af japanske haver. Mange har en japansk inspireret have, men min er autentisk.



Der er langt fra Rabalderstræde til den stilfærdige kolonihave, hvor springvandets beroligende plasken overdøver suset fra trafikken på Kløvermarksvej. Bag sin velklippede hæk har Franz Beckerlee skabt en japansk stenhave. »Den giver mig peace of mind,« siger den tidligere guitarist i Gasolin. Det er havelågen, der afslører, at der her bag den høje veltrimmede hæk gemmer sig noget andet end den gennemsnitlige kolonihave med blomster, græs og gulerødder. For den brune låge er ikke helt almindelig, men en slags skydedør. Og med en fortid i Japan er lågen så lav, at man må dukke sig godt for ikke at slå hovedet, når man træder ind i haven.

Her regerer Franz Beckerlee, som i ti år, og indtil bandet blev opløst i 1978, spillede guitar i Gasolin. Han har siden sagt helt farvel til musikken og er i stedet blevet installationskunstner. Og passioneret havemenneske. I sine sorte cowboystøvler, stramme sorte jeans og cowboyjakken med Gasolin-logo er der stadig noget rock'n'roll over den tidligere guitarist. Men skinnet bedrager. Den tid er endegyldigt forbi.

»Jeg står tidligt op og passer min have,« siger Franz Beckerlee, der i hele sommerhalvåret bor i kolonihaven, som han har lavet om til en japansk stenhave.I haven har han alt, hvad der hører til en zenbuddhistisk tempelhave: Vandstenen til venstre for indgangen, hvor besøgende i haven skyller deres mund og hænder, flere tørre vandfald hvor revet grus symboliserer vandets bølger, og en sten som ved naturens gunst har form som en skildpaddes hoved.

Franz Beckerlee viser rundt og forklarer, hvad de forskellige sten og opstillinger symboliserer. Han har været buddhist siden teenageårene, mens havearbejde aldrig har sagt ham det fjerneste - lige bortset fra interessen for bonsaitræer. Men i en kolonihave er det ikke nok at klippe sine små træer.Hækken skal også klippes, stien skal luges for ukrudt, græsset skal slås og huset males.

»Bestyrelsen har været meget utilfreds med min indsats, og jeg nåede op på den tredje advarsel og fik at vide, at hvis ikke jeg fik styr på tingene, så var det ud af røret. For der var andre, der gerne ville have min have.« Franz Beckerlee fik ordnet det mest presserende, for han ville ikke miste sit lille fristed, og under en rejse i Japan blev han dybt fascineret af tempelhaverne. »Det tog mig to år at tage mig sammen og at finde de rigtige sten. Men så gik det stærkt. Jeg ryddede rosenbedene, fjernede flagstangen og græsplænen, som jeg hadede. Jeg arbejdede fra ni morgen til ni aften fra det tidligste forår og hele den sommer. Og jeg nåede at blive færdig,« fortæller han.

Når først en japansk stenhave er anlagt, ligger den der. »Man er nødt til at tænke sig godt om og have en plan, før lastbilen kommer. For man flytter ikke lige rundt på sten, der er flere tons tunge. Det er ikke som at grave en staude op og plante den et andet sted i haven.« I denne sommer har han bygget et nyt tørt vandfald i et hjørne af haven, som han ikke var helt tilfreds med. Næste projekt bliver at få tilsluttet sin nye udendørsbruser, så han kan tage et bad uden at skulle gå op i fælleshuset.

Kolonihaven er ikke kloakeret, men der indlagt strøm, så Franz Beckerlee har ingen problemer med at holde pumpen til vandfaldet kørende året rundt. Vandet løber ned i en dam, hvor hans ni guldfisk lever et luksusliv. »De får det dyreste førstepræmie japanske fiskefoder til 250 kroner for en pose. Men det er godt, og fiskene bliver rigtig sunde og får gode farver.« Det største arbejde i hans have er at holde dammen og vandløbet fri for alger. »De myldrer frem med en skræmmende hast. Grønalgerne sætter sig på stenene, men de værste er trådalgerne. Hvis jeg ikke gjorde noget i 14 dage, ville det hele ligne en gang langhåret rabarbergrød,« siger Franz Beckerlee, mens han skrubber stenene med en opvaskebørste bundet fast til et kosteskaft.

»Det er det eneste, der duer. Jeg har prøvet alt og brugt formuer på kemikalier og elektroniske løsninger, som ikke virker. Jeg børster stenene hver morgen, og en gang om ugen renser jeg bunden med en hævert. Så kan jeg se stenenes farver og holde vandet klart som i en bjergelv.« Guldfiskene er ikke det mindste nervøse for opvaskebørsten.
»Se hvor alt ånder fred og idyl nu. Men om morgenen har de vild sex, og hannerne jagter hunnerne rundt i bassinet. Jeg tænker, at hvis man skal løbe så stærkt, så kan jeg bedre forstå, at jeg ikke har en kæreste,« konstaterer Franz Beckerlee tørt og samler trådalger op med fiskenettet.

Han har ikke tal på, hvor meget haven har kostet ham. »Men den har aldrig været en økonomisk belastning. Sådan føler jeg det slet ikke.« Sidste år satte han nye vinduer og dør i huset. De er købt i Sverige, men ser orientalske ud. Samtidig lavede han selv en ny buet tagkonstruktion, så huset nu ligner et lille tempel. »Døren passede perfekt i den gamle åbning, men jeg fik lavet større vinduesåbninger. Jeg kan godt lide at sidde inde i huset og kigge ud på haven, og det kan man ikke, hvis vinduerne sidder i normal højde.«

Hvor bestyrelsen før var efter ham, belønnede den ham sidste sommer med en førstepræmie for haveforeningens flotteste have. »Men jeg er sikker på, at det er på grund af huset. Det kan de forstå. Alle mine sten siger dem ikke noget.«

For et par år siden kunne han mærke, at arbejdet i haven var ved at vokse ham over hovedet.

»Det er jo fuldstændig åndssvagt at stresse over det sted, som skulle give dig fred i sjælen. Så jeg tog det som et tegn på, at jeg havde for meget om ørerne, og nu nyder jeg det arbejde, her er. Det er mit peace of mind.«

http://www.berlingske.dk/boligen/artikel:aid=789734/