Den Egentlige Hr. Larsen
Artikel fra den 18.01.1981

Nu har hr. Larsen – ham vi før kendte som den glade christianshavnerdreng KIM LARSEN – snart været i Amerika i to år… Hvad er der sket med ham ? Her præsenterer han selv Den egentlige Hr. Larsen

Han er den moderne musiks nationalhelt her i Dannevang. KIM LARSEN lyder navnet, naturligvis. Andre kalder fænomenet både for ”80'ernes Osvald Helmuth” og ”Christianshavner-flaben”. Alias ”Abemanden”. Selv kalder han sig beskedent for HR. LARSEN. Hvor om alting er, så er Kim Larsen den store »Great Dane« der rumsterer ovre på Manhattan ved 18th St. i Gramercy . Park-kvarteret. I nogle uger har han været på jule/familiebesøg her i København, men nu er Kim Larsen med familien atter på vej over Atlanten mod Frihedsgudinden og den cykel, Kim (inden afrejsen) havde låst så ordentligt fast ved stakittet nede på sin New York'ergade, at den stadigvæk står der i ensom majestæt og venter på sin Herres hjemkomst efter hans besøg i sin hjemstavn, Wonderful Copenhagen.

Under sin danske juleferie har Kim Larsen holdt 'en yderst lav profil. Kim Larsen er i dag en helt anden personlighed. end den der for et par år siden smuttede over det store vand for at prøve. lykken blandt de andre super-professionelle i det amerikanske. Status: hvem er så egentlig manden bag »Kim Larsen« og hvordan føles det mon at være en »Kim Larsen« på visit i København. Langt væk fra New York City?

New York = 4. gear
København = 3. gear

Kim Larsen: - At være her i Danmark er ikke så forskelligt som at være på Manhattan... vi taler jo om to vesterlandske byer med samme, livsmønster. Mønstrene har godt 'nok forskellige nuanceringer - men ellers er der ingen forskel for mig. Kbh.-Paris New York, deres indbyrdes afstand bliver "mindre og mindre. På godt og ondt. Naturligvis er der noget specielt ved at være i
Danmark for »en Kim Larsen«. Herhjemme har vi jo ikke samme forhold som i USA og Italien. I Danmark kan man som idol gå i fred, og jeg møder ingen benovelse hos folk ved pølsevognen, fordi de konfronteres med Kim Larsen. Manden ved pølsevognen siger bare »Velkommen hjem, du, og go'jul!« - og det er da helt fint og rart. Det er såmænd det hele...,'hvor jeg føler den mærkbare forskel ved at være i Danmark. Ellers lever jeg i al almindelighed i 4. gear i New York og i 3. i København. S:A: Når du atter sidder hjemme i New York og tænker tilbage på dit danske juleophold, hvad vil du så huske på som den skønneste oplevelse, du havde herhjemme? KL: - »Gensynet« med det danske sprog, og det, det førte med sig... alle vibrationerne omkring mit sprog... denne mumlende melodi, der er dansk. Det lyder så tilforladeligt contra den tiltrækkende, metalliske, effektive klang i det amerikanske, som dog også tiltrækker mig. S:A:Man har dog også hørt amerikanerne, der mumler i skægget?! .KL: - Ja, mon ikke! Men jeg henførte nu til en situation, jeg oplevede sammen med min amerikanske producer Roy Baker. En dag spurgte jeg ham, hvordan han oplevede det danske sprog. Han svarede: - Det er som den mumlende melodi, der køres bagvendt for de udenforståendes øren! Nå, sagde jeg, hvorfor det? Fordi, sagde Roy, og satte en kassettebox i kassetten! Ud fra højttalerne lød nu en melodisk rumlen... den blev til en rytmisk mumlen, og med en smuk rytme. Jeg genkendte straks denne ukendte mumlen som værende meget dansk. Det var den nu også: Roy havde i al hemmelighed optaget lange danske samtaler, vi andre førte i plade studiet, medens han' selv af-tape'de ved mixer-pulten! Os danske fyre bragede igennem lydmuren - men afspillet baglæns på båndoptageren af Roy. Så altså mumlen. Med skøn rytme!


Nedturen = vennernes dom
S.A.: - Har du været helt forskånet for skuffelser og egentlige nedture under din juleferie, eller var tiden for kort til at komme »i kulkælderen« overhovedet? KL: - Jeg har oplevet hele rækken af diverse tunge oplevelser - men sådan er Livet. I denne omgang altså denne gang i Danmark, gav mig en helt klar skuffelse, eller kald den bare nedtur. Det skete, fordi mange af mine danske venner ikke kunne klare den musik og musik-stil, jeg laver og har lavet i USA. Man er jo bare en gut, der bliver til en glad gut, når han har været flittig ud i musikken, og skøn musik blev skabt og kørte ind på datamaten – og hvor den forblev. Når sådan noget sker, da man herefter arriverer med egne musikalske sydfrugter på en bitte bakke - ønsker man bare allerhelvedes meget, at ens venner ryger på røven af begejstring og klapper i alle hænderne på en gang! Men det skete nu ikke. Det fik mig sgu down, hånden på hjertet. Sådan noget gør ondt... men sådan er Livet.

S.A.: Godt at det luner så godt, når manden ved pølsevognen bare ønsker dig »god jul..! KL: - Ja... men overfor pølsevognen ligger der en bager. I New York kunne jeg drømme om hans gifler, tebirkes og wienerbrød. Når det i drømmen lå friskbagt på de sorte jernplader i forretningen på en søndag morgen - kunne jeg faktisk ligefrem lugte mig frem til en dag, en søndag, ovre i Danmark. Da jeg så endelig fysisk stod foran bagerforretningens vinduer her forleden – så var det bare den materialiserede lykke! Ind trådte jeg i butikken, stillede mig op i køen, og da det blev min tur, begyndte jeg med julelys i øjnene at bestille mine kringler og skønne tebirkes hos ekspeditricen. Straks var der en ældre herre, der højt og iltert råbte: - Hold dig tilbage i køen, det er ikke din tur, du skal ikke komme først, bare fordi, du er noget!…Tja, den historie er bare en bagatel, det ved jeg udmærket, men den var ikke rar at opleve. S.A.: - Har du svært ved at glemme de »tunge danske« oplevelser, når du slapper af i eget selskab ovre i USA? KL: - Overhovedet ikke! Skænker dem ikke en tanke! Når jeg er i New York, glemmer jeg det tunge og dumme, jeg oplevede i Danmark. Erindrer kun det gode og dejlige hjemmefra. til hver en tid.

Ny livsstil med. Kosmisk facit
S.A.: - Har du en fornemmelse af, om det amerikanske publikum snart vil åbnes »op for« dig? KL: - Det har jeg slet ingen fornemmelse af. Hele den der story om »Mig & USA« tja, den er i hvert fald gået hen og blevet forandringen i mit liv. Om der via denne forandring skulle komme noget kommercielt ud af hele molevitten - det ligger fjernt i min virkelighed. Det foregår helt i baggrunden af min tilværelse i USA. Jeg lever i dag HER & NU i stedet for at lægge kommercielle planer i det. amerikanske non. stop. S.A.: - Hvor vil du hente din inspiration fra i 1981? KL: _ Point blank! Det kan jeg ikke svare på! Vel fordi »inspiration« ligesom »kunst« er ord, der har mistet den oprindelige kraft. »Inspiration« har for mig mistet sin betydning og er gået hen og blevet kunstigt, odiøst. Næh, du, i 81 lever jeg bare mit liv, som jeg gør... indtrykkene stryger ind på lystavlen, anyway. De går ind på din sjæls tape, sjælebåndet. Hvad der bliver placeret der - det tager jeg til efterfølge. Men under alle omstændigheder kommer der ikke til at opstå modløshed! Fordi jeg skal bare spille, synge og, komponere, du ved. Jeg har lyst til det, og det skal gøres. S.A.:- Og bliver det gjort? KL: - Ja! Selvom jeg om morgenen siger til mig selv, »Kim, i dag kan du bare ikke«, - så sætter jeg mig hen og begynder på Musikken alligevel. For skal der spilles – så skal der være disciplin på. Så opdager man, at når man ikke kan, så kan man alligevel det er fordi, den der kosmiske gave stryger ind gennem vinduet den kosmiske gave kommer ind i sidste runde... når det Guddommelige holder indtog, så kan man sgu! Og man bliver »fuldendt« i sit eget billede...


Ren ping pong med vibrationo americano
S.A. - Og det skal amerikanerne nu nyde godt af! KL: - Hør nu her: fra 12- års alderen blev jeg bombarderet med Burt Lancaster, Elvis og Little Richard. Den enorme vibrationo americano har i så langt tid været overmassivt på arenaen - og nu kan det sgu være nok! Nu skal de faneme ha', amerikanerne! Gu' ska' de så, og det de ska' ha' er andre vibrationer, f.x. fra Danmark. Der må jo være en balance. Det må ikke være ensrettet amerikansk... det skal være gensidigt. Ren ping-pong. USA er en gammel kultur, og nu er tiden kommet, hvor den skal modtage noget helt nyt udefra. Og hvorfor ikke noget dansk... kanske jeg tilhører den form for energi, der er eksponent, for »noget anderledes« fra »Den Gamle Verden«, som amerikanerne kalder Skandinavien i Europa. Kort og godt: amerikanerne er perfekte til at skabe den gode sound, lyd, indenfor musikken. Er deres stærke OUT-PUT. Men musikken de får kørt igennem, trænger til IN- PUT. Europæerne skal ikke bare modtage stærk sound fra USA, de skal også kunne afgive.

Tvivl er troens søster
S.A.: - Du talte før om den guddommelige gnist, der holder indtog hos det skabende væsen. Bob Dylan, f.x., kører nu næsten udelukkende på den gnist, skriver om den, synger om den. Han er blevet en såkaldt frelst kristen. Hvordan har du det med den religiøse vækkelse indenfor populær- rock-musikken? KL: - Det er med religion som med politik: hvis det bliver overdrevet, bliver det til noget hyklerisk, et surrogat. Mit eget forhold til det område, hvorfra nævnte »gnist« kommer, kald det bare Gud, er helt afslappet. »Gud« er helt klart en dobbelpolet kraft. Er både ond og god. Jordskælvet i Syd-Italien er Gud. Et barns fødsel er Gud. Fordi tingene ligger hinsides vores formåen... det, der »kommer fra Gud« aftvinger mig afmagt, respekt. Det er så meget større end os mennesker. Som naturen. Og skønheden. S.A.: - Er du altid troende? KL: - Ordet »Gud« er et kort, smukt ord. Nogle gange tror jeg på det, andre gange ikke. Men tvivl er troens søster. S.A.: - Og hos Dylan? KL: - Der forstår man godt, at han hopper på den religiøse vogn. Det giver nemlig tryghed at forsage denne verden og tro på Gud. Det har Dylan sikkert haft brug for efter at have figureret som en kult-Gud himself - og en »Gud«, ' der i årevis har kørt i skudsikker limousine. Dylan har sikkert været bange og paranoid, hvilket er helt forståeligt. Hans religiøse livsstil p.t. er sikkert bare en overgang. Under alle omstændigheder vil Dylan klare sig. Han er intelligent. S.A.: - Føler du, at du ligger inde med noget, der »slumrer«, og som venter på at blive »vækket«? KL: - Nix Jeg kører altid på jævn strøm! Men måske hopper der en trold op af æsken, hvem ved? Tilværelsens krinkelveje kan give os mennesker »sideskilning« og man ved jo aldrig, hvad der pludselig kan dukke op i ens forvirret knold!

Den tungsindige filosofs dobbeltæggede sværd

S.A. - »Vækkelse. sideskilning, gnisten<< det hele har noget med musikken, din musik, at gøre. Du har tidligere udtalt, at du altid vil forblive noget ved musikken. Har du i dag som solo-kunstner samme gejst for musikken og dens verden, som dengang du var en Gasolin? KL.: - Nej det har jeg ikke. I dag er det hele blevet mere til et arbejde, for mig, end da jeg startede frisk som en Gasolin. Det hele var meget sjovere, dengang jeg startede. Det var nyt, det var umiddelbart. Der skulle ikke arbejdes imod kynismen. Jeg sad dengang med mine drømme. Og mine naive tekster. Efterhånden sneg Det dobbeltæggede Sværd sig ind i min tilværelse. Var sværdet mon en god gæst? Eller en fjende? En fjendtlig gæst?.. det dobbeltæggede kom dog, og det har været her lige siden... mon ikke det hele starter sjovere, end det slutter? Det tror jeg. S.A.: - Gør den erkendelse dig ked af det ? KL: - Ikke mere. Er blevet voksen! At blive voksen er at blive mere bevidst - og det er ikke så sjovt. Men det gør mig ikke deprimeret. Tingene forandrer sig, som tiden går. Og som tidsmaskinen ruller derudad, bliver jeg mere tungsindig, medens jeg erhverver mig en større bevidsthed. Du ved, »Filosoffen er tungsindig«...

Larsens private legender ham selv i en nøddeskal
S. A.: - Hvordan er det at leve sammen med din »tungesindige filosof«? .KL: - Hallo De der! Når han bliver for tungsindig, så er det jo, at styrelsen kommer ind skråt udefra. Man kan ikke leve og overleve uden den kosmiske Styrelse. Tag nu et eksempel:
1) jeg går ind i en elevator
2) jeg skal til 10. etage
3) elevatoren sidder fast mellem 4. og 5.
4) Jeg er alene i elevatoren
5) jeg prøver at slappe af og få situationen til at føles sådan lidt hyggelig... »her sidder man alene i en elevator og har tid til at tænke, tænke sig om, tænke på"... la, la, la.
6) klaustrofobien arriverer
7) jeg bliver desperat
8) Styrelsen holder indtog i elevatoren og holder mit mod oppe. Jeg får mit klarsyn og forstår: a) jeg kan flippe ud og gå agurk p.gr. a. angsten. b) jeg kan give mig hen til denne kosmiske styrelse og bruge den overfor nedturen og angsten for, at elevatoren går ud af drift og jeg dræbes i dens skakt. Jeg vælger punkt b.og nu sætter elevatoren sig atter i gang. Langsomt bevæger den sig sikkert ned til stueetagen, hvor dens døre åbner sig, så Hr. Larsen kan træde ud på Livets Parket igen. Det er det, det hele drejer sig om, når vi skal overleve: hvis øjeblikket tillader det, så skal vi lige »keep it cool« altså lige efterchecke vor situation og vore følelser, medens Styrelsen fra oven forunder os et klart øjeblik!
S.A. - Nu er det ikke os alle, der lige »modtager« det klare øjeblik, når vi skal gå i action, aktion...
KL: - Keep it cool, man, keep it cool. Vi skal være åbne for Styrelsen fra oven - i disse tider! Se for dig en plads: til venstre står en mand og tegner hagekors på en husmur, hvorpå der hænger et skilt, der siger »Børnehave«. Manden er en rigtig »Dofo«. en overdum dumrian. Ind fra højre kommer den lille vagabond-Helgen a' la Charlie Chaplin, du ved. Han er en rigtig På-med-pilen-Palle-typen. Han om-tegner hagekorsene til firkantede rammer med små vinduer! Ud af det ene vindue smiler frontalt en skøn unge inde fra børnehaven. Gennem de andre om-tegnede hagekors ser man gennem de ny vinduer ud i helheden og evigheden. Den lille vagabond giver aldrig op. Det må vi andre heller ikke.