Artikel fra den 12.06.1988

Larsen med bid
Kim Larsen på fisketur i melodiernes ocean

Kim Larsen og Bellami holdet holdt en halv times intens diskussions-klub i band bussen efter fredagens koncert i Trige for at få snakket aftenens mangler igennem, så det allerede ved næste koncert kan lykkes at gøre det bedre. Larsen og hele Bellami holdet er samlet hos Jacobs BarBQ for at få noget fast føde, inden der skulle ses nærmere på det århusianske natteliv. Både han og de andre musikere erkender, at der blev taget lidt for let på sagerne i Trige. Så er reaktionen der prompte. også for en Kim Larsen. Han er ellers ude for at præsentere et helt nyt materiale, nemlig sangene fra LP'en »Yummi Yummi«

Fiskeri
Larsen har endnu en gang været på fisketur på melodiernes ocean, hvor han plejer at have så god fangst. At fiske er hans egen parallel til melodiskrivningen, og det er samtidig en kommentar til, hvor vanskeligt, det er at finde på nye hits. Det eneste, du kan gøre, er at smide snøren ud. Der er mange undermålere, som du kaster ud igen, men også nogle store, som kommer ind i varmen, siger han og overfisker ,efter de hidtidige resultater at dømme, sjældent vandet.

Forventningerne
Hvis de brugbare sange ikke kommer som perler på en snor, kaster Kim Larsen ikke skylden på »forventningens pres«. En tanke, der vel ellers ikke er fjern, når ens foregående to plader har de absolutte rekorder herhjemme med salgstal nær den halve million. Nej, det påvirker mig egentlig ikke, siger Larsen, der i en ny bog sættes i direkte linie med Grundtvig. På restaurationen prøver han at sætte en hakkedreng med fritter og bearnaise-sovs til livs, inden den bliver kold. Og han må høfligt, men fast, gøre en midaldrende dame opmærksom på, at han ikke vil synge »Sømanden Will den Fromme« nu. Godt nok kan Larsen bare det der, efter hendes mening. Men til gengæld må hun respekterer at han har fri. Selvfølgelig bider en fiasko, hvis det skulle blive resultatet. Men har du på den anden side gjort dit arbejde ordentligt, er det OK. Fiaskoer er uundgåelige i denne her branche. Kan man ikke bære dem, har man valgt en forkert levevej. Jeg ved da godt, at mange grinede af mig, da jeg kom hjem fra USA. Men jeg havde det selv fint med de plader, det blev til derovre. Fiaskoer kan også bruges til at gøre noget bedre næste gang, siger Larsen. Han mener, at det er en. stor fordel, at han i første række har musikken som hobby. Først i andet geled kommer det med levevejen. Men han er også den første til at erkende, at det ville være en stor løgn, hvis han sagde, at pengene ikke betød noget.

De unge
En af de sange fra den nye LP, Kim Larsen selv synes bedst om, er »De smukke unge mennesker«. Egentlig er den skrevet til den ene af Larsens fire unger, sønnen Sylvesters fødselsdag. Men den kan også tages som en tekst til de unge i det hele taget. Det er ikke en tekst, der tager ungdommens parti, for Kim Larsen vil lige så gerne trække på de ældres visdom som ungdommens gåpåmod. Men det er en sang, der klapper de unge på skuldrene. Gør, hvad I vil. Find ud af jeres liv. I er OK. Jeg ku' jo selv være en af jer, synger han. Nogen kommentar eller støtte til den aktuelle BZ situation skal man slet ikke lægge i den. At Kim Larsen og Cirkus Himmelblå for et par år siden tilbød at skyde penge i en bolig til BZ'erne, var »for at forhindre et blodbad«. Ikke for at tage parti. Politibetjentene kunne sgu heller ikke lide at være der. Og af og til opfører BZ’erne sig, som om det er dem der er de tossede. Jo gu’ er situationen stadig aktuel. Men det er den altid. Vanviddet er aktuelt i hele verden

Ingen mening
Faktisk er jeg selv kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere skal have en mening med tilværelsen. Ikke, at jeg synes, det hele er forfærdeligt. Tværtimod synes jeg, livet er fantastisk. Jeg har tænkt mig at få så meget ud af livet, som jeg kan, uden at træde for mange over tæerne.



Politikerne
Men Kim Larsen mener, politikere som Urban Hansen og senere Egon Weide. kamp må bære en stor del af ansvaret for de problemer, der for nogle år siden blev til BZ-optøjer. Han har selv prøvet at blive smidt på porten af førstnævnte, fordi man ville rive en bygning ned, Larsen boede i. Vi blev kaldt asociale, og da vi brokkede os over det, blev vi spurgt: »Går I selv, eller skal jeg hente politiet«. Alt i alt kan hans respekt for politikernes arbejde ligge på et meget lille sted. Folketinget interesserer ham egentlig ikke, og han stemmer mere af tradition end af lyst: Der er blevet alt for meget ævl og bævl, og jeg mener egentlig, at folketinget misbruger den demokratiske ide. Nu har vi gennem de sidste 20-25 år kendt til forureningen, til bolignøden og alligevel sker der intet. Men det er ikke politikerne, han er virkelig gal på. Det fortjener de ikke. Derimod går vreden ud over »Wall Street«-drengene. Det er dem, der virkelig bestemmer og koster rundt med politikerne. Jeg er ikke rendyrket socialist. Jeg har sgu ikke noget mod storkapital. Men jeg kan bare ikke fordrage, at de er så samvittighedsløse med f.eks. forurening og udnyttelse, så de presser folk ud i at blive terrorister, siger Kim Larsens og synger sin utvetydige mening om emnet i »Selvfølgelig må de det«.

Kold tid
»Det er en kold tid« sang Kim Larsen for 10 år siden, og selv mener han, at temperaturen måske er dalet yderligere siden da. Men alle tider har sikkert været vanvittige, ræsonnerer han, og alligevel overlever mennesket. Jeg fik engang fortalt en historie fra gamle dage, hvor 10 nonner sad og lærte at skrive den hellige bog af med sirlig skrift. Til tider kom landsknægtene og hærgede overalt. De voldtog og slog nonnerne ihjel,

Hitler og Larsens liv
Den sidste vanvittige hersker har endda haft berøring' med Kim Larsens liv. Hitler. Og sangen »Fochbecker Chaussee«, er skrevet i anledning af hans onkels 70 års dag sidste efterår. Onklen er tysk. Min moster og min mor var to dejlige piger fra Fyn. Døtre af en dygtige skolelærer og degn i Kerteminde. De var i ungdomsårene i slutningen af 30’erne og tog til Tyskland uden at bekymre sig ret meget om politik og nazisme, siger Larsen. Min moster mødte en tysker i Mecklenburg. Han havde hagekors på og var tvunget ind i det lige som alle andre. Men det var ikke ligefrem livretten for min morfar at se datteren i det selskab. Men han opgav til sidst for mod kærligheden taler alt forgæves. Min moster flyttede dernæst ned i krigshelvedet, og da min mor mange år senere var blevet alene, tog hun ofte til Rendsburg, parkerede mig og min storebror hos moster og onkel, mens hun selv gik ud »på viften« i sit smarte hjemmesyede tøj. Det var som et eventyr for os. Måden de boede på i starten i et husvildehjem. Onkel kunne de utroligste ting. Snittede legesager til os hele eftermiddagen. Flyvere og alt muligt andet. Det var det, jeg syntes, han skulle have tak for på sin 70-års dag, siger Larsen, som hermed endnu en gang fik bekræftet, at »hverdagsfolk er gode nok«.