I Danmark har vi 4 hoveddialekter østjysk, vestjysk, sønderjysk og ødansk. Dansk er en del af den nordgermanske/nordiske gruppe inden for germanske sprog. Germansk hører under de indoeuropæiske sprogstammer. Finsk hører under de uralske sprogstammer - derfor fatter vi danskere sjældent en brik af hvad de siger, men kan oftest forstå nordmænd, svenskere og tyskere.

Omkring år 200 e.Kr. har vi to nordiske sprogstammer: vestnordisk (islandsk, færøsk og norsk) og østnordisk (svensk og dansk). Nu om dage ligner norsk, svensk og dansk hinanden meget. Vi forstår hinanden og kan læse hinandens sprog. Også islændinge og færinger kan forstå hinanden.

Alligevel er der naturligvis forskelle. Når de enkelte nordiske lande har forskellig kultur og levevis, udvikler sproget sig også forskelligt. Det er ganske naturligt og gør sproget spændende. For kun et sprog, der hele tiden forandrer sig, er et levende sprog.

Vores sprog består af oprindeligt indoeuropæiske og fællesgermanske ord (betegnelse for legemsdele: hoved, mund, hals og f.eks. ord som hus, hjem, bænk, stol, gård, stald, vej, gade, sko, skjorte). Det er altså meget gamle ord, som stadig bruges. Det gælder også ord for husdyr (orne, galt, so osv.), ord om vejret (sne, hagl, regn) og natur (fjord, hav, klit) samt stedordene jeg, du, vi, I og den. Også de fleste forholdsord stammer fra indoeuropæisk: til, med, i, for osv.

Hvis du vil vide mere så kan det søges på nettet Gør det noget at man også kan blive klog af at være gæst på Kjukken...