Trouba-dour, Trouba-dour og Trouba-dur-ikke ( Berlingske Tidende 8/11 )

[Indlæg #1]

Fra Berlingske Tidende mandag den 8. november 2004

Trouba-dour, Trouba-dour og Trouba-dur-ikke

Af Mads Kastrup
Det er ikke let at være skjald i Danmark. Det falder dog nogen nemmere end andre. Eksempelvis dem, der ikke vil være det. Eksempelvis Kim Larsen. »Glemmebogen 2« er ude. Det samme er Sebastian solo live.Og Lars Lilholt er langt ude.

»Nationalskjald«, kalder de ham. Selv foretrækker han betegnelsen »spillemand«. For nok er han sentimental, men han kunne aldrig finde på at være det på nationens vegne.
Kim Larsen har under alle omstændigheder en evne til at få enhver salme til at lyde, som er det en gammel Gasolin-sang. Som om han selv, tilbage i en svunden tid, havde skrevet den. En tid, hvor moder var i køkkenet, Fader vor i himlen og lænkehunden fik dobbelt sul.

Nu er »Glemmebogen - jul og nytår« ikke ligefrem en stærkt krydret udfordring for det brede publikums smagsløg. Den lægger sig i udtryk tæt op ad »Sange fra glemmebogen«, der solgte 210.000 eksemplarer. Larsen er til gengæld ikke en mand, der scorer billige point, blot fordi han kan. Spørg Fætter BR, som han ikke ville forbindes med i en TV-julekalender. Men væsentligst: Lyt selv. Der er intet gustent her. »Højt fra træets grønne top« kommer i en kæk shuffle-udgave, som havde den altid lydt sådan. »Der er noget i luften« lyder, som var den fra »Gas 5«. Og smukke udgaver af »Velkommen igen Guds engle små« og »Sig nærmer tiden« lyder som noget fra »Efter endnu en dag«.

Hvis nogen nutidig skjald med anstand kan komme og sige; »Rør blot ikke ved min gamle jul«, er det Larsen. Her føres julen - typisk for hans værdinorm - tilbage til 50ernes (eller der omkring) glans. Her er julen iført knæbuks, røde kinder og i det hele taget med julelyset tændt i det øje, der kaster længselsfulde blikke mod gamle dage. Ikke alt på »Glemmebogen - jul og nytår« tænder stjerner på anmelderhimlen. En ny Larsen-julesang, »Så' det jul« trækker måske ikke fra, men bidrager heller ikke med noget. Pladen vil formentlig finde sin naturlige plads i de fleste familiers juleudstyr. For her lyder julen, præcis som mange ville ønske, julen var. Traditionel, men jordnær, højstemt, men ydmyg, ny, men fra et godt gammelt bekendtskab.

Velment

Der er til gengæld ikke meget jordnærhed i Lars Lilholt nye udspil. Titlen er »Den 7. dag«. Om Gudenå-troubadouren er blevet adventist, står ikke helt klart. Men begrebet frelst kommer man lige så lidt udenom, som en hestehandler kommer udenom Hjallerup Marked.

Der er tale om en slags fanfare-folk med Runrig-agtige omkvæd og keltiske rabaldertrommer. Som et ekko fra en hengemt Skanderborg Festival. En stor del af pladen benytter sig af rumklang som figenblad for mangel på ægte ophøjethed. Flere tekster bevæger sig i et fortidigt (læs: 70erne) folklore-romantisk billedsprog. Der optræder tilmed en sang, hvor man både kan læse, lytte samt få sig et grineflip, som selv de bedste joints vil have svært ved at spille med på. »Vi har et ansvar for en drøm« er en slags »We Are The World« møder »Do They Know It's Christmas« møder »Skuld gammel venskab rejn forgo«. Med arabisk raisang og politisk rap som gæstespil. Og den er tilmed blevet iklædt de gamle Dalton-kammerater Allan Olsen og Johnny Madsen på assisterende indfølte vokaler. Sidstnævnte, der aldrig holder sig tilbage fra kritik af et godt hjerte, lyder som en kraftanstrengelse på toilettet lige før et bommesislag: »Vi har meget mere til fælles end det der skiller os ad«.

Han er ikke ked af det, ham Lilholt. Til gengæld er han heller ikke ydmyg. Han har fordansket Kinksnummeret »Death of A Clown«, »Klovnens død«, som sit åbningsnummer. Men næppe er man kommet sig over dette samt den omtalte »Vi har meget...«, før Lars Lilholts danske udgave af Dylans »The Times They-Are-Changing« med hele pivtøjet dukker op.

Det er alt sammen meget velspillet og velment. Men hvis man skulle have glemt det, bliver man her mindet om, hvorfor man flyttede fra Jylland. Lilholts plade er den musikalske ækvivalent til det bekendtskab, man bare ikke orker at støde på i gågaden. Ham der er 50 år, Greenpeace-medlem og stadig har Jethro Tull som yndlingsband.

Velturneret

Når man stiller sig op med blot en guitar og sin stemme - og stemmen tilmed ikke er specielt ypperlig - så skal sangene til gengæld være det. Sangkataloget skal være en prisme, hvorfra der udgår lysnedslag i længslen efter at blive fortalt om, hvem og hvor vi er for tiden.

Sådan et sangkatalog er Sebastians. »Trubadurens aften« er en kombineret DVD/CD med solokoncert af Knud Christensen. En skjald, der i mange år har været musicalmand, men i sin ungdom først og fremmest var en sangskriver, hvis velturnerede sange står distancen. »Når lyset bryder frem«, »Sangen om langfart«, »Den sidste vals« og eksempelvis den umanerligt smukke narkoman-afsked »Rose«. Der er ganske vist mange sange på denne optagelse, man gerne havde byttet for andre, men det understreger blot Sebastians format. Og når han med sit sprukne sangforedrag takker af med signaturen »Du er ikke alene« - et nummer, der rækker langt ud over sin samtid - sætter han sig selv og dermed al videre kritik på plads.

Hvorfor man også skal kunne se Knud, er dog et mysterium. Det gør i hans tilfælde ingen forskel. Men som Lars Lilholt så præcist synger akkompagneret af tværfløjte: »Tiderne skifter«.

I en hastig forgængelig verden som popmusikkens er der ikke mange konstanter blandt dens spillemænd. Den eneste helt sikre synes at være Kim Larsen. Selv hans mindre væsentlige plader har eviggyldighedens præg fra begyndelsen. Hemmeligheden bag hans evne til at gøre andres salmer til sine er formentlig, at han er en hymnemager af grundtvigianske dimensioner i sig selv. Han har selv bidraget til den nationale sangskat i en kvalitet og i et omfang, der ikke står tilbage for nogen. Derfor kan han ikke læne sig op af andres hymner, viser eller salmer, uden at disse antager hans farve og form. De fleste af »hans« nyudgivne julesange er måske ikke ligefrem fra glemmebogen. Betegnelsen er formentlig heller ikke bogstaveligt ment, men snarere et billede på hans personlige skriftsted. Det er den bog, hvor papirklip samt billeder af Jutlandia, linedansere, der går i stå, plovmænd iført arbejdshest og portrætter af folk, der sagde ting som »Det skal være aften med gevalt« gemmes.



Kim Larsen: »Glemmebogen - jul & nytår«, EMI ****..

Lars Lilholt: »Den 7. dag«, RecArt *.....

Sebastian: »Trubadurens aften«, EMI ****..


http://www.berlingske.dk/kultur/artikel:aid=502506/

_________________________________
Nok frygter jeg fremtiden, men fremtiden, det er jo også i morgen og den glæder jeg mig faktisk til!

Citat Kim Larsen