svendbent
Status: Nyt medlem
Beskeder: 9
Oprettet: Jan 13, 2006
IP: Gemt
|
TIDEN OG FILMEN
Det her er filmen om Gasolin’ – den sande fortælling om et ualmindeligt sammenspist orkester, som i løbet af sine ni års levetid tilbragte næsten alle døgnets vågne timer i hinandens selskab. Og det til trods for, at konflikter og skænderier var dagens orden. sangeren og guitaristen stod på hver sin musikalske planet, og dybest set fandt de aldrig hinanden. Skønt alle fire medlemmer gav markante bidrag til musikken, er det konflikten mellem de to, som klarest definerer Gasolin’s særpræg og besynderlige dynamik. Det var en frugtbar konflikt, og selv om det kunne være virkelig hårdt for nerverne at være medlem af Gasolin’, vidste alle instinktivt, at denne umulige kombination var bandets yin og yang. Men det var også en meget ustabil forbindelse, som resulterede i orkestrets helt uundgåelige opløsning – noget som alle vi, der er vokset op med orkestret begræd - men som også har bidraget til den myte, som Gasolin’ har udviklet sig til. Alle har et forhold til Gasolin’. Deres historie er vores historie.
Gasolin’ havde vilde ambitioner fra første dag, og selv når de slog fuldstændig fejl – for eksempel i det håbløse forsøg på at erobre USA – bevarede orkestret en stædig tro på, at alt kan lade sig gøre. Denne beslutsomme naivitet har sin helt egen skønhed, som ikke kan undgå at udløse både latter og fascination. Var det virkelig så nemt den gang? Filmen giver et usentimentalt billede af 70’ernes udvikling fra 60’ernes håbefulde uskyld til den rå realisme og til de mere stejle og stivnede attituder. En turbulent tid, hvor Christianshavns særlige ånd repræsenterede det bedste af dansk bykultur. Her eksisterede en særlig rummelighed, der formåede at binde arbejdere, studenter, bohemer og sprittere sammen til et fungerende samfund, som vi alle husker med varme. 80’erne kom tidsnok med iskolde yuppier og en fokus på penge og position, som var meget langt fra ånden på Christianshavn, hvor Gasserne huserede.
HANDLING
Første gang Franz Beckerlee for alvor bliver grebet af musikken er, da han i et spisefrikvarter hører Louis Armstrong for første gang. Det er hans klassekammerat og bedste ven Wili Jønsson, som har haft pladen med, og efter den åbenbaring er Franz solgt. Han kaster sig over musikken og får opbygget en ganske imponerende karriere som saxofonist i det københavnske jazzmiljø, men op gennem 60’erne trænger den nye beatmusik sig mere og mere på, og da Franz en nat over Radio Luxembourg hører Jimi Hendrix, får han sin anden åbenbaring. Han vil starte forfra med en el-guitar. Der er ingen vej tilbage.
Kim Larsen er vokset op i Københavns Nordvestkvarter sammen med sin mor og bror. Her er liv og glade dage, når moren holder sine løsslupne selskaber med skiftende herrebekendtskaber og Rachel Rastenni på grammofonen. Han lytter til Little Richard og er på vej mod en uddannelse som lærer. Kim havner i Sofiegården, i datidens frugtbare slumstormermiljø – af ren og skær bolignød. Han er en fattig seminarieelev, som ikke har ret meget andet valg, men han ser noget skævt til de vilde hippier i kvarteret. Han så helst sig selv med villa og MG i garagen. Men miljøet smitter - de har det jo sjovt, de andre.
Kim har kun været uddannet skolelærer i få måneder, før han får nok af den slagne vej. Han kvitter jobbet, køber en el-guitar og starter med at spille sammen med Wili, som også har slået sig ned i kvarteret efter at have svømmer lidt planløst rundt i det københavnske musikmiljø. Her kan man bo for en slik, omgivet af sjove naboer og føre en sorgløs tilværelse i sluttresserne med løse jobs, herlige stoffer og god musik.
I mellemtiden er Franz dukket op i miljøet med glød i øjnene. Han øver dag og nat på sin nye guitar, og da han genoptager kontakten med sin gamle klassekammerat Wili, begynder der seriøst at ske noget. Kim kommer med på sang, og så gælder det blot om at finde en trommeslager. Valget falder på Bjørn Uglebjerg - som ved, at man i beatmusik skal slå to gange på stortrommen, før man slår på lilletrommen – og orkestret er en realitet.
Det nye orkester bliver en øjeblikkelig besættelse for dem alle. Alt andet må vige – inklusive koner og børn. Både Franz og Kim bliver skilt i forbifarten, men intet kan stoppe dem. Selv om alle i orkestret er enige om, at de er på vej til verdensberømmelse, er de stort set ikke enige om noget som helst andet. Især Kim og Franz står milevidt fra hinanden; Franz har ikke megen respekt for den larmende og musikalsk uerfarne Kim, som taler om Little Richard og højskolesange, og som kun drikker øl og aldrig ryger tjald. Kims sange kasseres på stribe, og han får udstedt et regulært forbud mod at spille på el-guitar. Kim bøjer sig – indtil videre.
Via et tilbud om at lave musik til filminstruktøren Franz Ernst’s socialrealistiske film ‚Ang. Lone’ får de kontakt til pladeselskabsmanden Poul Bruun, som bliver fascineret af orkestrets udstråling og energi. En single bliver udgivet, sælger 200 eksemplarer, og bliver hurtigt glemt. Men Poul Bruun har fået færten af noget større.
Snart efter får Kim en åbenbaring efter et job i en ungdomsklub på Amager. Han hører Steppeulvenes plade „HIP“ og Eik Skaløes danske tekster, og bliver fast besluttet på, at Gasolin’ skal synge på dansk. Franz er rystet, men Poul Bruun støtter idéen om de danske tekster. Franz lader sig modstræbende overtale til at tage på øvelejr i et sommerhus for at tage hul på et nyt liv som dansksproget orkester, selvom han dybest inde synes, det er et forrædderi mod den ægte rock’n’roll. Men på afrejsedagen er han forsvundet. Han går rundt i byen i nedtrykt sindstilstand over bandets danske deroute og må korporligt samles op og hales ind i bilen. Modløst bliver orkesteret sat af uden for et sommerhus i Rørvig.
For dog at gøre et eller andet ved situationen tænder Wili kraftigt op i pejsen, og i den stegende hede, sker der pludselig noget. Ud af en engelsk folkemelodi og af en løs snak om små selvoplevede episoder på gaden på Christianshavn, opstår balladen „Langebro“. Gasolin’ har med ét fundet sit sprog og sin sjæl.
I kampens hede har Bjørn Uglebjerg dog fået nok, og bandet står igen uden trommeslager. Ind fra højre kommer Søren Berlev, som er noget af en rodløs dropout på 21, men orkestret har hørt ham spille og kan godt lide hans slag, og da der kun er 3 uger til de skal i studiet og indspille debutpladen, er der ikke så megen snak. Søren hyres på stedet.
Men det trækker op til uvejr. Kim og Franz skændes så det fløjter. Kim er frustreret over at der er nedlagt forbud mod, at han spiller på guitar, og så er han træt af at blive hånet for sine folkemusikagtige sange, så da han heller ikke må være med til at bestemme hvordan coveret skal se ud, får han nok. Han skrider.
Poul Bruun ærgrer sig. Den nye LP har solgt rigtig pænt, og det er ubærligt, hvis Gasolin’ skal løbe ud i sandet. Så da han tilbyder Kim at udgive en soloplade, hvis han vender tilbage til orkestret, bliver de fire genforenet. Franz er hovedrystende over pladens repertoire af viser i gårdsangerstil. Men „Værsgo’“ bliver et betydeligt hit og smitter også af på Gasolin’s popularitet. Så nu begynder en glad og opstemt periode i Gasolin’s liv. Flere jobs, ny bil at køre i, og en ganske gemytlig stemning mellem de fire. De er blevet dygtigere musikere, men det skyldes også en vis englænder, som kommer til at spille en stor rolle i Gasolin’s musikalske udvikling – produceren Roy Thomas Baker.
Bandet møder første gang Baker under en mixning i London. Han giver orkestret og deres danske teknikere en toparrogant behandling, og bandet skærer tænder. Men Baker havde unægtelig lavet et godt mix, og han viser sig ikke at være hr-hvem-som-helst. Baker er en fremadstormende international producer, der netop har produceret megahits med selveste Queen, og da han engageres til at producere bandets næste LP, opstår et usædvanligt samarbejde.
Selvom Baker håner dem, går han helhjertet ind i deres univers, forstår hvad de kan, og hvor de vil hen. På numre som „Perron Gare du Nord“, „Rabalderstræde“ og „Kvinde min“ opnår bandet en vellyd af international klasse. Men stadig – og det er Bakers kunst – med orkestrets sjæl intakt.
Nu tager tingene for alvorlig fart. Hvad der før var popularitet bliver nu til den rene Gasfeber. Fanskaren er vokset, målet er nået, men berømmelsen gør også livet mere kompliceret. Franz må vægre sig mod skarer af børnefans på gaden. Kim kan ikke længere hente sit tøj gratis på Kofoeds Skole. For nu står der jo i avisen, at han er millionær. Hvis han ikke længere er en bums på Christianshavn, hvad skal han så skrive om? Hvad er i det hele taget næste skridt for Gasolin’?
USA! Selvfølgelig skal de da erobre USA, og de vil synge på engelsk! Poul Bruun har hele tiden haft truslen hængende over hovedet, men nu går den ikke længere. Enten får bandet den USA-turné, eller også går de deres vej. Man skulle nødig miste guldanden, så Bruun bliver nødt til at overbevise CBS-cheferne i New York om, at det er en vældig god ide.
Turnéen kommer med lodder og trisser op at stå, og bandet ankommer forventningsfuldt til første job på en stor klub i San Francisco. Salen er imidlertid tom. Kun seks fulde danske sømænd bliver det til, men de vil have at bandet synger på dansk – noget, som de stædige musikere overhovedet ikke vil høre tale om. Første gig er symptomatisk for resten af turen, for på nær et enkelt vellykket job, bliver hele resten af turnéen en opvisning for et minimalt – og til tider ligefrem fjendtligt – publikum. Bandet kan til sidst kun grine ad det hele, men skuffelsen er reel nok.
Noget matte af oplevelsen vender de hjem og trøster sig med den fortsatte succes på hjemmebanen – nu også i Norge og Sverige. I Danmark har Gasolin’s turneer udviklet sig til et helt omrejsende cirkus, med den hårdkogte impresario Knud Thorbjørnsen i spidsen. En stor stab af medarbejdere tager sig af alt det praktiske, og bandet kører ikke længere i deres gamle Hanomag, men i en limousine som rigtige rockstjerner. Når der skal spilles op til de store rungende sportshaller, kræver det et bevidst og kalkuleret sceneshow. Det ser godt ud, og publikum er begejstret, men Kim er ikke glad. Han savner den svundne uskyld. Det er blevet andre tider, og orkestret er kommet langt væk fra den ydmyge begyndelse.
Kim er i det hele taget ved at være mør af Gasolin’, og fra sine fritidsbands, ved han, at han nok skal klare sig som solist. Det trækker op til et brud. Og konfrontationen kommer – lidt pludseligt og uplanlagt – i en krostue efter et job på Bornholm. Kim erklærer ligeud, at han er færdig med bandet. Knud Thorbjørnsen er bestyrtet og skælder ud over de mange millioner, som ligger lige for næsen af dem, og som orkestret nu sætter over styr. Men Wili og Søren er enige med Kim. De giver ham ret i, at løbet er kørt, og bandet har haft sin tid. Franz, derimod, vil ikke opgive så let. Han ser masser af muligheder for at blive ved, men det er han alene om. Efter en lang aftens diskussioner må han bøje sig, beslutningen er taget.
De sidste måneder, hvor sommerturnéen spilles færdig, forløber i en fordragelig – ja, nærmest kærlig atmosfære. Alle har besluttet sig til at skifte blad i deres liv, men da bandet skal afvikles, falder der noget af en bombe: Trods års forrygende succes og pladesalg, er kassen tom. Bandets revisor har formøblet formuen, og der er ikke en krone til overs.
Så tre måneder efter det hele er slut, møder Franz op på socialkontoret på Christianshavn. De faste klienter i venteværelset ser måbende på ham, hvad laver han dog dér. Hvortil Franz må svare: ”Tja, det går op og ned i showbiz”.
BAG FILMEN – om Anders Østergaards tilgang til filmen
Som andre i hans generation er Anders Østergaard først og fremmest fan. Men da han som dokumentarist måske er mere nysgerrig end flertallet, er der i ham også en stor lyst til at udforske det, han er vild med – noget som allerede var tilfældet, da han lavede den meget smukke og anmelderroste ’Tintin og mig’. Så tilgangen til filmen om Gasolin’ er klar: En stor kærlighed til musikken, som han havde lyst til at formidle for et større publikum. Og da orkestret faktisk i 2003 havde været opløst i 25 år, var der måske rullet så meget vand i stranden, at de kunne overtales til at tage bladet fra munden – i lighed med The Beatles, som også først begyndte at linde på låget på 25-års dagen for deres opløsning. Det var et forsøg værd.
Anders Østergaards fascination af Gasolin’ hænger meget sammen med stemningen i nummeret ”Langebro”.
Da Gasolin’ kom til, var de glade hippiedage blevet forvandlet til et slags ”efter festen”-vacuum. For mange var al den ”Peace, Love & Understanding” endt i en blå mandag, hvor mange blomsterbørn var blevet narkomaner og tømmermændene havde sat ind. På den lidt dystre baggrund formulerede Gasolin’ et håb, som i sit udtryk skabte så mange billeder på Anders Østergaards nethinde, at det bare skulle visualiseres.
Indgangen til projektet var hans samarbejde med Kim Larsen, som kom i stand helt tilbage i 1997, da Anders Østergaard lavede en dummy til en udsendelsesrække på TV med arbejdstitlen ”Gåsehud”. Ideén med projektet var at lave en slags julekalender på 24 afsnit, hvor en masse kendte mennesker fortalte om kunstoplevelser, som havde vendt op og ned på deres liv. Kim Larsen optrådte i dummyen med ’Rumrejsen 2001’, som virkelig havde flået sokkerne af ham. Selvom udsendelsesrækken endte med aldrig at blive til noget, fik Anders Østergaard øjnene op for, hvor god en fortæller Kim Larsen er, og så var der ikke så langt til i 2003 at kontakte Franz Beckerlee for at få den anden del af historien. Den anden pol. Og her ventede en glædelig overraskelse: Endnu en fremragende fortæller – og vel at mærke én, som gerne ville fortælle historien. Anders Østergaard oplevede også, at de to kamphaner i øvrigt delte den samme humor og fortælleglæde, og da Kims respekt for Anders allerede var etableret, endte projektet med at lykkes. Wili Jønsson og Søren Berlev kom med på holdet, og filmen blev en realitet.
Filmens form er i øvrigt Anders Østergaards specialitet. Han arbejder med det han kalder ”Documentary of the Mind”, hvor det gælder om at visualisere det, personen i stolen tænker og taler om. Altså at visualisere, hvad det er der sker i personens hoved, når vedkommende erindrer. Anders Østergaards lag-på-lag teknik, hvor overgangene glider over i nye erindringsbilleder skaber et flow, som er helt hans eget, og som meget præcis giver en fremdrift i stoffet – noget man har brug for, når han ikke arbejder med en egentlig fortæller, og noget der giver filmen dens helt eget udtryk.
OM GASOLIN’ – en kærlighedserklæring
”Gasolin’s legendariske katalog vidner om, at der nogle gange findes folk som formår at skabe et nyt og interresant univers uden at ride med på nogen trends og lignende. For mit vedkommende er ”Langebro”, et stort, stort nummer, som rummer så mange forskellige stemninger og identiteter. Jeg spillede nummeret sammen med Sort Sol mange gange, da jeg var med som guitarist og Wili på bas. Det var en udsøgt fornøjelse hver gang at stå ved siden at Wili og spille et så fantastisk nummer”.
Sune Wagner, The Raveonettes
”Gasolin’ gav min ungdoms drømme vinger - i deres sange lå friheden, modet og troen på det største“.
Jon Stephensen, Teaterdirektør, Aveny-T
„Gasolin’ 2 var den første plade, jeg købte. Jeg havde selv sparet sammen til den. Hele min ene væg på mit værelse var klistret til med gas billeder. Da jeg var ca. 8 år (omkring 1976), var jeg i tv byen og lave noget børnetv. Jeg kom ind i kontrolrummet, og der stod Gasolin’. Det er min største oplevelse i forbindelse med at møde nogen, der var kendte.
Gasolin’ havde deres egen mening og deres egen lyd. Og det var den de spillede. Og så stoppede de på toppen. Det er altid cool.
Mit yndlingsnummer er Daddy ding-dong. (Den historie har jeg prøvet en del gange)!“
Casper Christensen, sjov mand
„Gasolin’ var bandet, der gav dansk rock en selvstændig, unik og uigennemskydelig identitet. Med humor, frækhed, varme, solidaritet og et poetisk flow satte gruppen ord og toner på de følelser, tanker, strømninger og sansninger, som dominerede den tid, den både var et produkt af og satte sit umiskendelige præg på.
At vokse op til lyden af Gasolin’ gav håb i en mørk tid samt ikke mindst næring til de drømme, der siden er gået det meste af et liv med at indfri. Som de bedste indenfor rock'n'roll skabte gruppen et særunivers, fuld af fortrøstning, energi, farver, alternativer, inspiration og herfra skal kun lyde: I styrer og vi skylder!“
Klaus Lynggaard, musiker, skribent, journalist og Gasolin’ aficionado
"GASOLIN ER MEGAAAA FEDE"!
Thomas Troelsen, Superheroes og super producer
”Når jeg i min jyske teenageår havde brug for mentalt at komme til København - kunne "Langebro" som intet andet få mine drømme til at flyve. Med lukkede øjne og fuld knald på kassettebåndoptageren røg jeg til Christianshavn uden brug af transportmidler! I dag - som næsten voksen - tager jeg også turen – Gasolin’ er indbegrebet af storbylyd og upolerethed. Der er en spænding i sangene og lydene, som stadig får mig til at slippe kontrollen og bare overgive mig.
Gasolin’ er i min verden et levende bevis på, at der blev skrevet stor musik i halvfjerdserne - som stadigvæk holder! Og som frem for alt sætter én i stemning, hvor man har lyst til at skide på pænheden og alle regler om det gode liv med blomstrede vattæpper, webergrill og fingermaling med børnene på Statens Museum for Kunst”.
Christine Feldthaus, TV-personlighed
”GASOLIN’ SÆTTER STADIG VÆK ILD!”
Lars H.U.G., sanger
„Vi havde stort set alle deres plader, "Sådan" livepladen endda i to eksemplarer, fordi den blev hørt så meget. Gerne sidst på aftenen når der var voksenfest. Så stod man der i døren med sin dyne og bamsen og så på de voksne, der svajede i rundkreds til "Masser af succes". Gasolin’ er intet mindre end soundtracket til min barndom.
Jeg har altid fundet inspiration i Gasolin’s musik. Der er jo endeløst mange følelser og stemninger forbundet med næsten hvert nummer. Som barn forstod jeg jo ikke rigtig alle voksen betydningerne i teksterne, da var det hovedsageligt musikken og Kim Larsens enormt seje sangstil, der gjorde indtryk. Senere i mit voksenliv har alle sangene så fået ekstra dimensioner. Og så kan man jo grine af, at der ikke er synderlig forskel på at være voksen i dag og dengang i halvfjerdserne og have kæmpet sig igennem skilsmisser, ulykkelige forelskelser og for meget kul på...
En forståelse for det, at være ekstremt populær og folkelig, og samtidig have en eller anden form for social indignation, det kan man nogen gange godt savne i vore dages populærkultur. Det var jo selvfølgelig også enormt moderne i 70,erne.
Af yndlingsnumre har "Efter endnu en dag " de fleste hits i min bog... Titelnummeret f.eks... Men det nummer der har gjort størst indtryk må næsten være "Længes hjem". Jeg er jo selv skilsmissebarn.. og dame...
Iben Hjejle, skuespiller
”Mine forældre havde pladerne, men det var først i 6. – 7. klasse, hvor jeg fik en opsamlingsplade, at jeg for alvor blev fanget ind og begyndte at gå på opdagelse i deres univers, som vel nok er 70’erne, men også så meget mere. Med Gasolin’ er der blevet stået fast på nogle idealer og en grundholdning, som er universel. De er, for mig at se, Danmarks ”The Beatles”. De største vi har haft. Et yndlingsnummer er ”Kloden drejer stille rundt”, hvor Mogens Mogensens tekst sætter scenen og skaber en stemning, som er fuldstændig unik.”
Kasper Eistrup, Kashmir
„Jeg blev kvinde med Gasolin´.
Da jeg var 6 år, blev min store passion for Gasolin’ skabt. Jeg drømte om at være samtlige kvinder i deres tekster, uanset hvor trange skæbner, de end måtte lide. Senere gav sangene mig følelsen af at være ægte elsket og begæret som kvinde - min seksualitet blev grundlagt i Gasolin’! I dag har jeg samlet 4 kvinder og dannet bandet Gasoline, min egen kvindelige udgave af Gasolin´. På den måde siger jeg tak til Gasolin´ for deres fede sange.“
Line Münster-Swendsen, sangerinde i Gasoline
„Gasolin' var i den grad en del af min opvækst. Måske med nogle års forsinkelse. Jeg er blevet fortalt, at jeg som meget lille har været til koncert med dem, men det kan jeg desværre (af gode grunde) ikke huske. Tilgengæld husker jeg tydeligt et orange BASF kassette bånd med Gasolin's 'Efter endnu en dag' optaget på den ene side. Det var lykken for en knægt som mig, og som 3-4 årig rendte jeg rundt og sang "op og ned ad gaderne!!". Min moster på 70 havde alle deres plader i sin iøvrigt meget lille samling. Det var jeg rigtig imponeret over.
Det faktum, at rigtig mange mennesker i almindelighed og musikere i særdeleshed stadig sætter Gasolin' højest på deres liste over danske bands, siger meget om, hvad deres betydning har været og stadigvæk er. Deres musik er tidløs, kompromisløs og oser af, at de totalt har ignoreret, hvad trends og tomme snob-holdninger har dikteret. Det burde alle de bands, som ikke allerede har taget det til sig, lære lidt af.“
Tim Christensen, musiker
MEDVIRKENDE – stor tak til www.fifidong.dk
KIM LARSEN – sang og guitar
Kim Larsen er født i 1945. Begyndte at spille guitar som 14 årig.
I 1965 startede han på læreruddannelsen på Frederiksberg Seminarium. Han var folkeskolelærer fra 1968-1969 på Gerbrandskolen, hvor Franz Beckerlee og Wili Jønsson tidligere havde gået i klasse sammen
I 1969 blev han kontaktet af Franz og Wili og sammen dannede de Gasolin’. I den første konstellation med Bjørn Uglebjerg på trommer, senere kom Søren Berlev til.
Gasolin’ opnåede "masser af succes" stort set overalt i Skandinavien, men blev opløst på berømmelsens tinde i 1978. Det var blevet for meget med de store stadionhaller, et mere simpelt liv trak.
Samtidig med Gasolin’ var Larsen involveret i et hav af andre projekter:
I 1971 lavede han singlen "Damen på Taget/Hilsjer" med studiegruppen, Larsen og Co. I sommeren samme år, dannede han gruppen Starfuckers, bl.a. med Stig Møller som også har været med i Steppeulvene. De indspillede en single "Guess it´s because" sammen med Wili Jønsson og Preben Devantier. Gruppen blev genoplivet i 1975 med singlen "Marken er høstet/gør mig varm" – men nu under det mere stuerene navn "Sylvesters Jukebox".
I 1973 indspillede Kim sin første solo LP "Værs´go´". Det var et akustisk album, med rødder tilbage til de Københavnske gårdsangere.
I 1976 skrev Larsen musik til TV-serien "Østre Gasværk".
I 1977 rejste Kim Larsen til Lowery Studio i Atlanta for at indspille et engelsksproget soloalbum "Kim Larsen og Yankee-drengene". Pladen er én af de mere oversete, og slog ikke igennem nogen steder.
I 1978 var Kim igen aktuel med LP´en "Starfuckers". Et album bestående af live-optagelser fra dels Ryslinge kro, dels Multimusik Festivalen i Silkeborg sommeren 1977. På disse optagelser medvirker bl.a. Ole Frø, Thomas Grue, Stig Møller, Jes Stæhr og Ken Gudman.
I 1979 lavede han sit tredje soloalbum "231045-0637". Pladen betød et kolossalt gennembrud for Larsen som solist, bl.a. med sangen "Blip-Båt".
I 1980 rejste han til New York City for at realisere sin store amerikanske drøm. Han søgte nye impulser og kontakt til de lokale musikere. Her fik han lavet to albums "Jungle Dreams" og "Sitting on a time bomb" - men ingen af dem blev nogen stor succes. Fik dog i 1982 et hit i Frankrig med „Donnez-moi du feu“.
Han vendte tilbage til Danmark i 1982.
Her lavede han sammen med Franz Beckerlee en "mini LP": "5 Eiffel". Medvirkende på denne var bl.a. Thomas Grue, Klaus Agerschou, Wili Jønsson og Bjørn Uglebjerg.
I 1983 skiftede Larsen pladeselskab fra det store internationale CBS til det danske Medley. Han skrev også et filmmanuskript samt musik til "Midt om Natten" som blev antaget af Nordisk Film. En kæmpe succes, som er Larsens mest populære og bedst solgte plade til dato.
Kim Larsen har gennem årene spillet sammen med utallige musikere, ligesom der gennem tiderne har været forskellige konstellationer i gruppen Bellami, med hvem han lavede „Forklædt som voksen“ – „Yummi yummi“ – „Kielgasten“ (som blev fulgt op med en musical på Privatteatret i 1990, hvor Kim i øvrigt fik sin debut på de skrå brædder) og endelig „Wisdom is sexy“.
I 1994 lavede Kim albummet „Hvem kan sige nej til en engel“ sammen med bl.a. Jens Rugsted og Stig Kreutzfeldt.
Siden 1996 har Kim koncentreret sig om det nye fynske band Kjukken - samt en ny tilværelse rent privat med familien i Odense.
FRANZ BECKERLEE – lead guitar og saxofon
Franz Beckerlee er født i 1942. Begyndte at spille saxofon som 12-årig. Efter realeksamen, kom han i lære som værktøjsmager. Lavede jernskulpturer i sin fritid og spillede musik.
Franz dannede sammen med en håndfuld venner The Contemporary Jazz Quintet, som spillede avanceret jazz. Kvintetten spillede godt og fik megen ros af kritikere og presse, men fik ingen større succes hos publikum. Franz blev tildelt årets jazzlegat i '64 og '68.
På en rejse til New York mødte han rockgruppen The Third Eye, som spillede freeforum rock. Franz medvirkede ved to af deres koncerter på Andcusons Theater på 2end Avenue, East 17'th Street med stor succes.
Vel hjemme prøvede han at finde et tilsvarende rockband, men efter talrige forsøg måtte han opgive. Han købte i stedet en el-guitar, og med en blanding af stædighed og musikalske evner lærte han hurtigt at beherske dette instrument.
I 1969 dannede han sammen med Wili Jønsson og Kim Larsen Gasolin’, som var Franz’ hele liv indtil bandets opløsning i 1978.
Efter opløsningen har han bl.a. spillet sammen med Søren Berlev og nu afdøde Lone Kellermann i Christianshavns Bluesband, som Franz også var drivkraft for. Bandet udsprang af en revy i Christianshavns Beboerhus i 1987. Men Franz har også selv lavet et solo-abum: „No kiddin'“ i 1979 samt et album med gruppen Wild Honey.
Franz blev i en meget tidlig alder optaget af zenbuddismen og har aldrig været meget for offentligheden. Han har rejst en del, bl.a. i USA, Japan, Nepal, Indien, Australien og Europa og praktiserer Tibetansk buddhisme. Han har ikke udgivet musik i mange år, men det skal nævnes, at Franz skrev og arrangerede melodien til Kim Larsens "Solsortevej" på CD'en "Luft under vingerne".
I stedet har Franz slået sig ned som kunstner. Han "leger" bl.a. med at sætte skulpturer sammen af gamle dele fra biler og alskens "skrot"..... noget som har gjort ham til en anerkendt kunstner. Han laver skulpturer, fortrinsvis i jern og bronze og har haft mange udstillinger rundt omkring i landet.
WILI JØNSSON – bas og keyboard
Wili Jønsson er født i 1942. Efter skolen (Gerbrandskolen), hvor han gik i klasse med Franz, havde han musik i hovedet. Wili fik klaverundervisning fra sit 7. år.
Han prøvede i nogle år at blive skuespiller, men vendte senere tilbage til musikken. Dannede bandet Exploding Mushroom sammen med Tom Bayley, Tommy Weaver og Simon Koppel, men bandet eksisterede dog ikke længe.
Senere spillede han sammen med Peter Belli i Seven Sound, hvor han spillede orgel. Men det var bassen der blev Wili's instrument.
I 1969 dannede han Gasolin’ sammen med Franz Beckerlee og Kim Larsen.
Efter Gasolin’s opløsning i 1978, har han arbejdet i flere forskellige sammenhænge.
Wili indspillede bl.a. en duoplade sammen med Swing Jørgen, men blev derefter bassist hos Frede Fup, som først i 80'erne blev populær på Gasolin’-præget partyrock.
Derefter har han spillet med Pilloni Band, Lone Kellermann, Bifrost, Henrik Strube, Laid Back, Troels Trier, Niels Skousen, Sanne Salomonsen og mange flere.
I første halvdel af 90'erne har Wili fortrinsvis spillet med Peter Belli & De Nye Rivaler.
Senere dukkede han op sammen med Haderslev-musikeren Poulin, hvor Søren Berlev også var medlem. På gruppens anden CD-udgivelse (1999) er Wili med, men ikke Søren Berlev.
Og minsandten om ikke Wili spillede sammen med Sort Sol som gæste-bassist ved Midtfyns Festival i 1997!!!
I september 1997 udkom CD'en "Skinny Dipper" med en ny københavnsk kvartet kaldet Snuff Cameramen. En meget energisk rockplade med dybe rødder i både heavy og punken. Producer var Lars Top-Galia fra Sort Sol. Wili Jønsson medvirker i koret på tre af pladens sange: "She's Taking All This Time", "Quite True" og "Cabin In The Sky". Men altså kun på kor. Bandet har egen ganske udmærket bassist.
Siden 1995 har Wili spillet i bandet TYG. Ud over Wili (på bas) består TYG af Steen Svare og Lars Fischermann. TYG har udgivet to CD'er: "Diskret placeret" fra 1995 og "Ud af døren" fra 1998.
SØREN BERLEV - trommer
Søren Berlev er født i 1950. Som 19-årig rejste Søren hjemmefra og ind til slumstormermiljøet på Nørrebro.
I 1970 blaffede han til Thylejren, hvor han for første gang hørte Gasolin’. Da vidste han ikke, at han senere skulle blive bandets trommeslager. Han erstattede nemlig Bjørn Uglebjerg, som ikke helt havde nerver til at holde bandets interne gnidninger ud. Søren havde faktisk én gang tidligere spillet med Gasolin’, og det var det, de allerede etablerede Gasser kom i tanker om, da Bjørn Uglebjerg valgte at forlade gruppen. Dermed var det Gasolin’, vi alle kender, blevet til.
Efter Gasolin’s opløsning i 1978 rejste Søren til USA og dannede gruppen Wild Remain sammen med to amerikanske reggaemusikere. Gruppen fik udgivet en enkelt single.
Derefter spillede han sammen med Franz Beckerlee og Lone Kellermann i Christianshavns Bluesband. Siden har han spillet sammen med adskillige andre musikere, og han var med, da Jan Toftlund i 1990 gav sin sidste koncert på Midtfyns Festival, tre dage før Toftlund døde. Senest er han dukket op sammen med Wili Jønsson hos Haderslev-musikeren Poulin og hans band.
I 1997 og 1998 arbejdede Søren med bandet Superhead. Bandet har lavet to demo'er, men efter et mislykket forsøg på at få udgivet en CD blev bandet opløst.
Søren Berlev arbejder nu med bandet Midnight Blues, som har stor succes på spillestederne og stor succes med deres første udgivelser.
DISKOGRAFI
1971: Gasolin’
1972: Gasolin’ 2
1973: Gasolin’ 3
1974: Stakkels Jim
1975: Gas 5
1976: Efter Endnu En Dag
1977: Gør Det Noget
BAG FILMEN
ANDERS ØSTERGAARD, Instruktør og manuskriptforfatter
Anders Østergaard er født i København i 1965. Efter en musiksproglig studentereksamen samt afgang fra Danmarks Journalisthøjskole blev han i 1991 ansat på reklamebureauet Jersild & Co. som rådgiver med speciale i sociale og politiske kampagner. Allerede her snusede han til filmmediet som researcher for bl.a. DR-Dokumentar og Nordisk Film.
Dokumentarfilmen har indtil videre været Anders Østergaards metier, og første film blev til i 1996, hvor han stod som både manuskriptforfatter og instruktør af ’Gensyn med Johannesburg’ baseret på Henning Carlsens ’Dilemma’ fra 1962.
I 1999 fulgte ’Troldkarlen’ om den svenske pianist Jan Johansson, som Anders Østergaard vandt bedste dokumentarfilm prisen for på Odense Film Festival samme år.
I 2000 og 2001 var det Afrika, som var på dagsordenen. I 2000 med filmen ’Fra asken i ilden’ om pesticider i Afrika, og i 2001 var det filmen ’Malaria!’ om årsagerne og konsekvenserne af sygdommen af samme navn. Filmen vandt prisen for bedste korte dokumentarfilm på International Festival of Cinema and Technology i New York i 2003.
I 2002 tilrettelagde han sammen med Gitte Løkkegaard ”Brødre i ånden” – en programserie om kunsteriske parløb for TV2/Danmark.
Anders Østergaards store gennembrud kom i 2003 med filmen ’Tintin og mig’ om tegneserieskaberen Hergé. Filmen vandt juryens specialpris på HotDocs i Toronto i 2004, prisen for bedste dokumentarfilm på Den Europæiske Dokumentarfilmfestival i Oslo samme år, 2. prisen ”Alsace-Europe” i Strasbourg i 2003 og en Bodil for bedste danske dokumentarfilm i 2005. ’Tintin og mig’ blev også nomineret til EBU’s Golden Link i 2004 og PRIX EUROPA samme år.
I 2004 fulgte ’Diplomatiets fortrop’ om danske diplomater i Irak. Filmen var en del af den meget succesfulde serie ”Magtens Billeder”, som Danmarks Radio og Det Danske Filminstitut stod bag.
FILMOGRAFI
1996 Gensyn med Johannesburg Manuskript og instruktion
1999 Troldkarlen Manuskript og instruktion
2000 Fra asken i ilden Manuskript og instruktion
2001 Malaria! Manuskript og instruktion
2003 Tintin og mig Manuskript og instruktion
2004 Diplomatiets fortrop Manuskript og instruktion
SIMON PLUM (cheffotograf)
Simon Plum er født i 1948 og har efter afgang fra Danmarks Filmskole i 1980 som filmfotograf (Director of Photography), en lang karriere bag sig som både instruktør og fotograf på alt lige fra TV-produktioner, novelle- og dokumentarfilm over reklameopgaver til spillefilm. Han har fotograferet og instrueret et væld af projekter, bl.a. med Afrika som tema, og har især opereret meget i udlandet. Ud over egne instruktøropgaver har han stået bag kameraet på mange af Anders Østergaards film samt så forskellige filmskabere som Roman Polanski, Carsten Rudolf og Lise Roos.
ANDERS VILLADSEN (klipper)
Anders Villadsen er født i 1964. Uddannelsen fik han på Den Danske Filmskoles klippeuddannelse i årene 1991-95. Han har siden 1995 arbejdet som freelance klipper på et væld af spillefilm, kortfilm, dokumentarfilm og reklamefilm. Af spillefilm kann nævnes ‚Adams Æbler’, ‚Tæl til 100’, ‚De Grønne Slagtere’, ‚En kort en lang’, ‚Grev Axel’, ‚Blinkende Lygter’, ‚Albert’ og ‚BabyDoom’.
COSMO DOC, Produktionsselskab
Cosmo Doc er specialiseret i at producere dokumentarfilm i den høje ende til TV og biografer i Europa.
Selskabet blev stiftet i 2004 af Jakob Høgel, Tomas Hostrup-Larsen og Rasmus Thorsen og har til huse sammen med Cosmos øvrige selskaber i et kreativt baghus i Ryesgade på Østerbro.
Allerede fra starten har de høje ambitioner båret frugt, for flere af selskabets produktioner er allerede på vej mod international anerkendelse. Senest er ’Prostitution bag sløret’, om mandligt hykleri i Iran gennem et kig på livet, som det udspiller sig i en enkelt gård i storbyen, nomineret til den prestigefyldte EMMY. Ligesom en tidligere produktion: ’The Swenkas’ er nomineret til årets dokumentarfilm, Prix Arte, ved European Film Academy Awards.
JAKOB HØGEL, producent, leder af Cosmo Doc
Jakob Høgel er født i 1967 og medejer af og kreativ producer for Cosmo Doc. Han har bl.a produceret ’Lykketoft – finale’ (2004) og ’Prostitution bag sløret’ (2004) (vinder af 12 priser, inklusiv den Gyldne Nymfe i Monte Carlo og One World Media Award og nomineret til en Emmy). To nye film er på vej, ‚Smiling in a War Zone’ (i konkurrence på Cph Dox 2005) og så nærværende ’Gasolin’. Jakob Høgel var i perioden 1999-2004 filmkonsulent for dokumentarfilm på det Danske Filminstitut. Han har instrueret to film, ’Børneveteraner’ (1998) om børnsoldater i Uganda og ’Warhol Nation’ (1996) om det rusynske folks brug af Warhol som nationalsymbol. Han er cand.scient.soc i antropologi fra Københavns Universitet og har en M.A. (distinction) i Visual Anthropology fra University of Manchester, hvor han også underviste et år.
HELLE WINTHER REMFELDT, producent
Helle Winther Remfeldt er producer ved Cosmo Doc. Hun har en fortid som kreativ producer ved Det Danske Filminstituts nu nedlagte Novellefilm og har gennem årene også haft en periode som freelance producer og produktionsleder i forskellige sammenhænge. Fra 1995-97 var hun producer og teknisk chef ved Minerva Film Video og før det var hun hos Steen Herdel & Co. som producer og produktionsleder, ligesom hun også har være producerassistent ved Statens Information på egenproduktion af OBS-programmer.
CREDITS
MEDVIRKENDE
Kim Larsen
Franz Beckerlee
Wili Jønsson
Søren Berlev
Susanne Mertz
Poul Bruun
Roy Thomas Baker
BAG FILMEN
Instruktør Anders Østergaard
Manuskript Anders Østergaard
Producenter Helle Winther og Jacob Høgel
Cheffotograf Simon Plum
Klipper Anders Villadsen
FACTS
Originaltitel Gasolin’
Produktionsland Danmark
Produktionsår 2005/6
Længde 92 minutter/x meter
Billedformat 35MM 1:1,85
Lydformat Dolby Digital & DTS
Censur Forventes tilladt for alle
KORT SYNOPS
”Det er da en ganske naturlig ting at tro på, man kan flyve”, citatet er Wili Jønssons, og det siger det hele: Gasolin’ havde vilde ambitioner fra allerførste dag, og selv når de slog fuldstændig fejl – for eksempel i det håbløse forsøg på at erobre USA – bevarede bandet en stædig tro på, at alt kan lade sig gøre. ”Grib dagen og tag chancen”, er fortællingens morale, og ledsaget af den eviggrønne musik, er filmen en skøn festrejse i Gasolin’s univers krydret med en tidsånd, som mange ville ønske, stadig var.
Anders Østergaard har fanget gassernes univers på kornet og har begået en unik film, som både vil glæde dem, der er unge i dag i en kold tid, og de, der for længst er blevet grå i toppen og længes tilbage til fordums frihed, lighed og broderskab.
PREMIEREBIOGRAFER:
København: Dagmar, Grand, Empire, Palads, CinemaxX
|
Gasolin filmen
Re: Gasolin filmen
Havde i hvert fald håbet på mindst 1,5 time
